Hvordan var det nu, det var? Møderne kunne i denne tidsperiode starte med, at lederen råbte: "Klanopstilling! Alle ret! Gør honnør! Rør! I skal nu høre en historie, som BP har skrevet i en af sine bøger! Dramatisér den. I får en time til at forberede jer!"

Følgende historie stammer fra Baden Powells ulvebog, Niagara-Ulykken Da jeg for nogle år siden var i Canada, skete der en sørgelig ulykke ved det store Niagara-Fald. Det var midt om vinteren, isen havde fuldstændig slået bro over Floden, og folk skød ganske roligt genvej over den. Ude på isen gik en mand og en kone og deres 17-årige søn. De var omtrent kommet halvvejs over, så begyndte isen pludselig at knage og brage, og et stort stykke brød op. Manden og konen blev stående på en isflage og sønnen på en anden, og rundt om dem til alle sider var der åbent vand og isstykker og flager, der skurede og stødte, den ene mod den anden. At komme dem til hjælp ved svømning kunne der ikke være tale om, end ikke en båd kunne være nået ud til dem. De ulykkelige mennesker var ganske prisgivet strømmen, og den førte dem langsomt og sikkert ned mod den frygtelige hvirvelsø et par kilometer længere fremme. Inde på land havde man opdaget, hvad der foregik, og i løbet af ganske kort tid var bredderne sorte af mennesker, men ikke en af dem alle syntes at være i stand til at gøre noget for at bringe hjælp. Videre og videre førte strømmen dem, og en hel time varede det, før de ulykkelige nåede ned til broerne, der førte over floden oven for hvirvlerne. Her var der endelig nogle folk, der havde foretaget sig noget og firet nogle lange reb ned (der var ca. 60 meter ned til vandet), for at de kunne tage fat i disse. Drengen var den, der kom først. Han fik fat i et af rebene og villige hænder begyndte at hale ham op. Stakkels fyr, da de havde fået ham et stykke op, magtede han ikke længere at holde fast. Han slap sit greb og faldt og forsvandt med det samme i de isnende kolde bølger. Også manden fik fat i et af rebene, og man så ham forsøge at gøre det fast om sin kone, der var besvimet, for i det mindste at redde hendes liv; men strømmen begyndte at tage fart, og hænderne var stive og kolde, han kunne ikke få rebet gjort fast, det slap ud af hænderne på ham, og et øjeblik efter blev både han og konen draget ned af de mægtige, sydende strømhvirvler. Hvad ville en spejder have gjort? Det er let nok at være bagklog, men det er dog nok værd at tænke lidt nærmere over, hvad der kunne være gjort for at redde disse mennesker. Hvad ville du have gjort, hvis du havde været der? Du må huske på, at en spejder har den pligt, at han skal se at finde på noget at gøre for at hjælpe i sådan et tilfælde. En tropfører for nogle spejdere i Canada fortalte mig, at han, kort efter ulykken var sket, havde hørt nogle folk tale om den i toget. Ingen af dem anede, at han havde noget med spejdere at gøre. ”Ja,” var der en, der havde sagt, ”jeg tror nu, at havde der været nogle spejdere, skulle de nok have fundet på noget.” Der ser I, hvad folk venter sig af jer. Kan I så forstå, at I også har en forpligtigelse til at forberede jer, så I virkelig kan gøre det, man venter sig af jer. Og måden at forberede sig på er den at tænke ordentlig igennem, hvad der burde være gjort, hver gang man hører om et tilfælde, hvor nogle folk er kommet galt af sted. – Jo flere af den slags tilfælde man har tænkt igennem, jo mere rimeligt er det, at man kan gøre fyldest, når man en dag pludselig selv kommer til at stå over for en opgave som denne. Det var historien og pointen fra en af BP’s utallige spejderbøger.