Rikki Tikki Tavi
-Rudyard Kipling-
Del 9
Darzee sang en meget bedrøvelig vise, som han digtede på stående fod. Men netop som han nåede den mest rørende strofe, dirrede græsset igen, og Rikki-tikki slæbte sig møjsommeligt ud fra hullet, helt tilsølet af snavs og slikkende sit varbørsteskæg. Darzee stoppede med et lille forundringsråb. Rikki-tikki rystede en masse støv af sin pels og nøs. „Så er det klaret," sagde han. „Enken kommer aldrig mere ud." De røde myrer, som holder til mellem græsstråene, hørte ham og begyndte at marchere ned i hullet, en efter en, for at se, om han talte sandt.
Rikki-tikki rullede sig sammen i græsset og sov straks ind - sov og sov til langt hen på eftermiddagen; for han havde haft et drøjt dagværk.
„Nu," sagde han, da han vågnede, „vil jeg vende hjem til huset. Du kan give kobbersmeden besked, Darzee, så han kan fortælle hele haven, at Nagaina er død."
Kobbersmeden er en fugl, hvis stemme lyder nøjagtigt som støj af en lille hammer mod en kobbergryde; grunden til, at han altid frembringer disse lyde, er den, at han er offentlig udråber for enhver indisk have og fortæller samtlige nyheder til alle, der gider høre på ham. Da Rikki-tikki vandrede op ad havegangen, hørte han kobbersmedens „giv agt" signal som en lille bitte middagsgongong, og derpå det taktfaste: „Ding - dong tock! Nag er død - dong! Nagaina er død!
Ding-dong tock!" Det fik alle havens fugle til at synge, alle frøer til at kvække; thi Nag og Nagaina åd ligeså gerne frøer som små fugle.
Da Rikki-tikki nåede op til huset, kom Teddy, Teddys moder - hun var stadig meget bleg, for hun var besvimet ved tebordet - og Teddys fader ud og var nærved at græde over ham. Den aften åd han alt, hvad han fik, til han ikke kunne proppe mere i sig. Han gik i seng på Teddys skulder, og der så Teddys moder ham, da hun sent om aftenen kom ind for at se til sin dreng. „Han har frelst vort liv - og Teddys liv," sagde hun til sin mand. „Tænke sig, at han alene har frelst os alle sammen fra døden."
Rikki-tikki vågnede med et sæt, for manguster sover meget let. „A! Er det jer?" sagde han. „Hvad går I nu og hænger med hovedet for? Alle kobraerne er døde, og hvis der skulle være flere, så er jeg her."
Rikki-tikki havde grund til at være stolt; nuren han tog sig i vare for at blive overmodig, og han holdt den have, som det sømmer sig for en mangust, med tænder, muskler, spring og bid, til der ikke fandtes en kobra, som turde vise sit hoved inden for gærdet.