Rikki Tikki Tavi
Del 4
„Onde, onde Darzee!" sagde Nag og huggede, så langt hans krop rakte, op efter reden i tjørnebusken; men Darzee havde bygget den for højt, til at nogen slange kunne ramme den, og
reden svingede kun frem og tilbage.
Rikki Tikki følte sine øjne blive røde og hede og når mangustens øjne bliver røde, er den vred for alvor. Han satte sig på bagbenene med halen til støtte som en lille kænguru, mens han så sig om, og pludrede af arrigskab. Men da var Nag og Nagaina forsvundet i græsset. Når en slange fejler sit slag, siger den intet og viser intet tegn på, hvad den agter at foretage sig i næste omgang. Rikki Tikki brød sig ikke om at følge efter, for han var ikke sikker på, at han kunne klare to slanger på en gang. Derfor travede han op til græsplænen nær huset og satte sig til at spekulere. Det var en meget alvorlig situation for ham.
Hvis man læser gamle zoologier, vil man se dem forklare, at når mangusten under en kamp mod slanger bliver bidt af dem, løber den bort og æder en urt, som modvirker giften. Det passer ikke.
Sejren over slangerne afhænger kun af dens snare blik og rappe fod - det er slangehug mod mangustspring - og da endnu intet øje har kunnet følge slangens hoved, når den slår, bliver denne forklaring endnu mere eventyrlig end historien om trylleurten. Rikki Tikki vidste godt, at han kun var en meget ung mangust, men det gjorde ham så meget gladere og stoltere af, at han havde kunnet unddrage sig et angreb bagfra. Det gav ham selvtillid, og da Teddy kom løbende ned ad gangen,
var Rikki Tikki klar til at blive kælet for. Men netop da Teddy bøjede sig ned, var der noget, som vred sig i støvet, og en lille, spinkel stemme sagde: „Vogt dig; jeg er døden!" Det var Karait, den lille, støvbrune slange, der elsker at ligge på jord med tykt støv over, og hvis bid er lige så farligt som kobraens. Karait er så lille, at ingen tager notits af ham. Derfor gør han så meget mere fortræd mod mennesker. Rikki Tikkis øjne blev atter røde, og han dansede hen til Karait med den mærkelige, rokkende og svingende bevægelse, som var hans slægtsarv. Det ser pudsigt ud, men det hele er en så glimrende afbalanceret gang, at man kan flyve bort i en hvilken som helst retning fra den; og det er en fordel, når man har med slanger at gøre. Hvis Rikki Tikki blot havde vidst besked, så havde han også været klar over, at han nu var ved at foretage sig noget langt farligere end at slås med Nag, for Karait er så lille og snor sig så lynsnart, at Rikki ville få dens hugtænder i øje eller læbe, hvis han ikke straks fik bid lige bag slangehovedet. Rikki vidste det imidlertid ikke. Hans øjne var rødglødende, og han rokkede frem og tilbage, mens han så efter et godt sted at hugge tænderne i. Karait slog ud efter ham. Rikki sprang til side og prøvede at få et angreb ind, men det lille, ondskabsfulde, støvgrå hoved fløj frem og var kun en brøkdel af intet fra at ramme hans skulder; han måtte springe over slangekroppen, og dens hoved fulgte lige i hælene på ham.
Teddy råbte op til huset. „Skynd jer at komme og se. Vores mangust er oppe at slås med en slange!" og Rikki Tikki hørte Teddys moder skrige.