Efter indledningsceremonien kunne lederen sige:

"Lyt til denne historie og spil den som teater bagefter!
I kan også lave et stykke over et af kapitlerne
eller over flere af kapitlerne som I kan finde her til venstre på siden under Del 1, Del 2 osv."
Rikki Tikki Tavi. Rudyard Kipling. Del 1
Dette er beretningen om den store strid, som Rikki Tikki Tavi ganske ene udkæmpede gennem badeværelserne i den store bungalow i Segowleedistriktet. Skrædderfuglen Darzee hjalp ham, og moskusrotten, Chuchundra, der aldrig kommer midt ud på gulvet, men altid lister om langs væggene, gav ham gode råd; men Rikki Tikki klarede selv den egentlige kamp.
Han var et desmerdyr, en mangust, med hale og hårlag omtrent som en lille kat, men hoved og sind som en væsel. Øjnene og den lille rastløse snudespids var lyserøde; han kunne klø sig, hvor som helst det passede ham, med hvilken som helst af de fire ben; forben som bagben, ganske som han fandt for godt. Han kunne rejse hårene på sin hale, til den lignede en flaskerenser, og når han pilede af gennem det lange græs, lød hans kampskrig: Rikk-tikk-tikki-tikki-tchk!
En skønne dag blev han af flodens sommeroversvømmelse. skyllet ud af den hule, han boede i sammen med sine forældre. Vandet bar ham - spruttende og sparkende - med til en landevejsgrøft. Der fandt han en lille tot sejlende græs og klamrede sig fast, til han omsider mistede bevidstheden. Da han atter kom til sig selv, lå han i det varme solskin midt på en havegang sølet og sjasket, så det var en gru, og hørte en lille dreng sige: „Her er en død mangust. Nu skal vi lege begravelse."
„Nej," sagde hans moder; „lad os tage den ind og tørre den. Den er måske ikke helt død."
De bar ham ind i huset, hvor en mægtig stor mand tog ham mellem tommel- og pegefinger og sagde, at død var han ikke, bare halvkvalt og druknet; så pakkede de ham ind i vat og varmede ham, til han åbnede øjene og nøs.
„Nå," sagde den store mand (en englænder, der lige var flyttet ind i huset), „vær nu forsigtige, så I ikke skræmmer ham, så vil I se, hvad han finder på."
At skræmme en mangust er måske det drøjeste arbejde her i verden, fordi den er så rasende nysgerrig fra snude til halespids. Alle desmerdyrs motto er: „Løb hen og find ud af det", og Rikki Tikki var en ægte mangust, hvad det angik. Han undersøgte vattet og blev klar over, at det ikke var værd at spise, han løb en tur rundt om bordet, satte sig på bagbenene og ordnede sin pels, kløede sig og sprang op på den lille drengs skulder. „Du skal ikke være bange, Teddy," sagde drengens fader.