Rikki Tikki Tavi
-Rudyard Kipling-
Del 8
Nagaina snurrede helt omkring og glemte alt andet over det ene æg. Rikki-tikki så Teddys fader række en stor hånd frem, gribe Teddy i skulderen og hale ham tværs over det lille bord med tekopperne uden for Nagainas rækkevidde og i sikkerhed:
„Snydt! Snydt! Snydt! Rikk-tck-tck!" lo Rikki-tikki. ,Drengen er frelst, og det var mig - mig - mig, der bed Nag i hovedet sidste nat i badeværelset." Så begyndte han at springe op og ned med alle fire ben samlede og hovedet sænket mod gulvet. „Han smed mig frem og tilbage, men han kunne ikke
ryste mig af sig. Han var død, inden den store mand blæste ham i to stykker. Jeg dræbte ham!
Rikki-tikki-tck-tck! Kom så, Nagaina. Kom og slås med mig. Du skal ikke få nogen lang enkestand."
Nagaina så, hun havde mistet chancen for at dræbe Teddy, og at ægget lå mellem Rikki-tikkis poter. „Giv mig ægget, Rikki-tikki. Giv mig det sidste af mine æg, så skal jeg forsvinde herfra og aldrig komme tilbage," bad hun og sænkede hovedets spilede brilletegn.
„Ja, du skal forsvinde, og du vil aldrig komme igen, for du skal komme til at ligge i skarnkulen hos Nag. Slå fra dig, enke! Den store mand er gået ind efter sin bøsse! Slå fra dig!"
Rikki-tikki sprang rundt om Nagaina og passede hele tiden på at være uden for hendes rækkevidde. Hans små øjne brændte som kulgløder. Nagaina samlede sig og slog efter ham. Rikki-tikki sprang op og tilbage. Atter og atter slog hun, og hver gang hovedet med et skrald ramte verandaløberne, samlede hun sig på ny som en hærdet urfjeder. Så dansede Rikki i kreds for at komme bag hende, og Nagaina snurrede rundt for at holde sig ansigt til ansigt med ham. Det gik så hurtigt, at hendes hales raslen over kokosløberne lød som tørre blades drift for vinden. Rikkitikki havde glemt ægget. Det lå stadig på verandaen; Nagaina kom nærmere og nærmere til det.
Endelig, mens Rikki-tikki trak vejret et øjeblik, fik hun det i munden, vendte sig mod verandatrappen og fløj som en pil ned ad havegangen med Rikki-tikki lige efter sig. Når en kobra
løber for livet, sker det så lynsnart som smældet af en piskesnert over en hests ryg. Rikki-tikki var klar over, at han måtte fange hende nu, hvis han ikke ville risikere at skulle begynde helt forfra.
Hun holdt lige ned mod det høje græs ved tjørnebusken, og midt under farten hørte Rikki-tikki, at Darzee endnu sang sit lille, tåbelige sejrskvad. Men Darzees kone var mere fornuftig. Hun flagrede ud fra reden, da Nagaina nærmede sig og baskede med vingerne om slangens hoved. Hvis Darzee havde hjulpet til, var Nagaina måske blevet tvunget til at vende om; nu sænkede hun kun brillemærket nærmere mod jorden og fortsatte. Men det øjebliks tøven bragte dog Rikki-tikki
nærmere til hende, og da hun forsvandt ned i et rottehul, hvor hun og Nag plejede at holde til, lukkedes hans små, hvide tænder sammen i hendes hale. Han fulgte med hende ned - og der er kun meget få manguster, hvor gamle og drevne de end kan være, som bryder sig om at følge en kobra i dens hul. Der var mørkt i den snævre jordgang, og. Rikkitikki anede intet om, hvornår den ville udvide sig så meget, at Nagaina fik plads nok til at slås. Han holdt fast som en vild og spredte benene som bremser mod den varme, fugtige jordskråning. Så holdt græsset op med at bevæge sig uden for hulens indgang, og Darzee sagde: „Nu er Rikki-tikki helt ude af sagaen. Vi må synge hans ligsang. Tapre Rikki-tikki er død! For Nagaina vil ganske sikkert dræbe ham nede under jorden."