Rikki Tikki Tavi
-Rudyard Kipling-
Del 5
Teddys fader løb ud med en stok i hånden, men inden han nåede frem, var Karait faldet for langt ud en gang, Rikki-tikki havde taget chancen, var sprunget på slangens ryg med hovedet helt nede mellem forbenene og havde bidt så nær dens nakke, som han kunne, inden han rullede sig bort. Biddet lammede Karait, og Rikki-tikki skulle lige til at æde ham fra halen og opefter, som det er god bordskik ved mangust-middage, da han huskede, at en fyldt bug giver en sløv hjerne, og at han måtte holde sig slank, hvis han ville have hele sin styrke og snarhed i behold.
Han gik hen og tog et støvbad under ricinusbuskene, mens Teddys fader slog løs på den døde Karait. „Hvad mon det skal gøre godt for?" tænkte Rikki-tikki. „Jeg har jo klaret det hele." Så tog Teddys moder ham op fra støvet, knugede ham ind til sig og sagde, at han havde frelst Teddy fra døden. Teddys fader påstod, at Rikki var sendt af forsynet, og Teddy så til med store, forskrækkede øjne. Rikki-tikki var temmelig overrasket over al den ståhej, som han naturligvis ikke begreb.Teddys moder kunne lige så godt have overvældet ham med kærtegn, fordi han legede i snavset. Men Rikki nød situationen.
Ved middagsbordet om aftenen, hvor han spadserede frem og tilbage mellem vinglassene, kunne han have forspist sig tre gange i træk i de lækreste retter; men han huskede Nag og Nagaina, og skønt det var meget dejligt at blive klappet og kælet for af Teddys moder og at sidde på Teddys
skulder, blev hans øjne alligevel af og til røde, og så udstødte han sit lange kampskrig: „Rikki-iikktikki-tikki-tchk!" Teddy tog ham med i seng og ville absolut have Rikki-tikki til at sove under sin hage. Rikki-tikki var alt for velopdragen
til at kradse og bide, men så snart Teddy sov, gik han ud på sin natterunde om huset og løb i mørket lige på moskusrotten, Chuchundra, der kom listende langs muren. Chuchundra er en lille, forskræmt skabning. Han klynker og piber hele natten, mens han prøver at tage sig sammen til at gå ud midt på stuernes gulve, hvor han dog aldrig kommer.
„Dræb mig ikke," sagde Chuchundra næsten grædende. „Dræb mig ikke, Rikki-tikki!"
„Tror du, en slangedræber slår moskusrotter ihjel?" spurgte Rikki-tikki hånligt.
„De, som dræber slanger, skal omkomme ved slanger," sagde
Chuchundra mere fortvivlet end nogen sinde. „Hvor kan jeg vide, om Nag ikke en mørk nat forveksler mig med dig?"
„Det er der ingen fare for," sagde Rikki-tikki; „men Nag er desuden i haven, og der kommer du jo aldrig, ved jeg."
„Min fætter, Chua, rotten, fortalte mig -" sagde Chuchundra og standsede brat.„Hvad fortalte han?"
"Hyss! Nag er alle vegne, Rikki-tikki. Du skulle selv have talt med Chua ude i haven."„Det gjorde jeg nu ikke - du må fortælle mig det. Skynd dig, Chuchundra, ellers bliver du bidt!"
Chuchundra sad stille og græd, til tårerne trillede ned ad hans skæg. „Jeg er en meget ringe mand," sukkede han. „Jeg har aldrig kunnet tage mig sammen til at løbe midt ud i en stue. Hyss!
Jeg må ikke fortælle dig noget. Kan du ikke selv høre, Rikki-tikki?"